Jeg er flyttet til Norge.
Jeg har længe haft en drøm om at prøve at bo i Norge. Nu blev det tiden til det – jeg valgte Trondheim.
Trondheim var ukendt for mig – men jeg har i mange år haft kendskab til en folkevise, hvor Trondhjem bliver nævnt – en sang der betyder meget for mig. Derfor har Trondheim som navn en eventyrlig klang for mig, og blev en by jeg ville udforske som det første.
Norden for Trondhjem,
Der stander en lind.
Norden for Trondhjem,
Der stander en lind.
Dens grene når tusinde mile omkring.
Og en liden jord.
En ny begyndelse
Jeg har fået job i en Steinerbørnehave som hedder Rotnissen. Rotnissen som navn hentyder til en personificering af naturkræfter i rødderne. For mig er Rotnissen som navn noget der fylder mig med en stemning af tryghed, eventyrlighed og fantasi – og når jeg taler med børnene i børnehaven, snakker vi tit om “det mon er Rotnissen, der var forbi”, hvis der er en underlig lyd, eller noget der ikke ligger hvor det plejer.
Jeg valgte Rotnissen, fordi beliggenheden er ned til fjorden – med bjerge i baggrunden, og fordi udeområdet er fantastisk. Haven – en naturlegeplads, dufter af skov, fordi skoven er nærmeste nabo. I sommerperioden starter og slutter min dag altid ved fjorden, inden jeg går til bus eller tog tilbage til byen.
Området hvor børnehaven er, hedder Rotvoll. Her er både Steinerbørnehave, Camphill og Steinerskole. Og når ikke Corona forhindrer det, er der samarbejde til fælles arrangementer mellem de forskellige huse.
Rotnissen består af 4 smukke røde træhuse. Lokaler der er lette at få hyggelige.
I min stilling er det særligt det æstetiske og kreative der er hovedfokus – det vil sige at jeg hjælper til med at indrette indeområderne i takt med naturens cyklus, sådan som det er en del af Steinerpædagogikken.
Sensommeren og efteråret bragte alverdens bær – i de fleste vejkanter og i skoven, kunne man plukke vilde hindbær og blåbær. Og efteråret bragte også månen til byen.
Rønnebærene brugte jeg ofte på Børnehavens årstidsborde. De nærtliggende skove er i det hele taget min inspirationskilde og stedet hvor jeg finder materialer til udsmykningen. I sensommeren valgte jeg grønne farver og sart gule – som modnedes til solgul med høsten, og blev rødorange i efteråret, og derimellem afbrudt af den blå Michaelsfejring, modets fest.
Måne og mørketid
Den første måned jeg boede her, kunne jeg ikke se månen fra området hvor jeg bor – og jeg skulle gå op ad bakke for at få solnedgangen at se. Der var lyst længe om aftenen. Nu hvor efteråret har taget over og vinteren er begyndt – da kan jeg se månen det meste af tiden, og det bliver tidligt mørkt.
Jeg bor i Centrum af Trondheim i det gammeldags område der hedder Bakklandet. Området består af fine træhuse i alverdens farver, og gaden ligger ned til elven som omkredser centrum. Jeg kan se Nidelven fra mit vindue, og kan gå til Den gamle bybro, som har nogle onamenterede porte på sig, som hedder Lykkens Portal.
Nu er den første sne kommet. Det giver et ekstra eventyrligt glimt over byens romantiske huse. Måske især fordi det her i efteråret regner det meste af tiden, og dækker hele himlen med ét stort skydække som giver hele byen grånuancer. At regnen er blevet forvandlet til sne, giver mig en følelse af håb og glæde. Regnen begyndte at tynge lidt, selvom det er fantastisk at høre regnen indedøre med en varm kop kakao eller kaffe. Sneen forvandler Gråvejret til fornyet lys og forunderlighed.
